Vil du hellere lytte? Så lyt til dagens mindset- og vanetræning her:
Kære Mindsetter!
Da jeg blev uddannet mentaltræner, så lavede vi en øvelse, hvor vi i grupper på 6-8 skulle holde hinanden i hånden og røre gulvet KUN med ”8 berøringer af gulvet eller mindre”.
Derefter fik vi at vide, at vi kun skulle have 7 berøringer eller mindre, og så 6, 5, 4 osv.
I starten begyndte alle at løfte et ben, men da vi nåede til ”2 berøringer eller mindre”, så blev vores model af verden udfordret:
Hvordan kunne det her dog lade sig gøre?
Mens min gruppe stod og overvejede, om vi alle skulle lægge os ovenpå hinanden (så det kun var 1 berøring), så var der pludselig en anden gruppe, der havde fundet ud af, at de jo bare kunne hoppe alle sammen på én gang! Så havde de nemlig 0 berøringer!
Vi kunne alle bare være startet med at hoppe første gang!
Men vores hjerners mentale model af verden handlede om at lytte til det specifikke tal og så have fuld fokus på dét. Derfor hørte vi simpelthen ikke ordet ”eller mindre”. Vi hørte kun ”7 berøringer, 6 berøringer” osv.
Det var først, da vi var presset helt i bund, og vores model krakelerede, at vi måtte kigge på alternative måder at se det hele på.
Derfor skal vi ikke altid være så bange for, at noget går i stykker. For det giver ofte en ny – og måske bedre – måde at se verden på.
Men det kræver, at vi får opdateret vores mentale modeller.
MENTALE MODELLER
Vores mentale modeller er den repræsentation af verden, som vi har bygget på baggrund af erfaring, oplevelser, tanker og følelser.
Vi bygger mentale modeller, så vi bedre kan forstå verden, og vi bygger dem på baggrund af, hvad vi finder vigtigt og UDELADER derfor en masse andre ting.
Vores hjerne bygger mentale modeller HELE tiden og opdaterer dem, når vi lærer nyt.
Vores mentale modeller kan enten støtte os eller spænde ben for os.
(Jeg fortæller en historie om dette på lydfilen om en mand, der troede, han var uintelligent)
Og nogle gange er vi virkelig nødt til at få brudt med vores eksisterende mentale modeller for at få det liv, vi drømmer om.
Hvordan gør vi så det?
En nem måde er hele tiden at huske at spørge sig selv, om noget er sandt:
Er dette sandt?
Hvordan ved jeg, at det er sandt?
Kan jeg være 100% sikker på, at det er sandt?
Kunne der være en anden måde at se verden på, selvom jeg ikke kender den måde (endnu)?
Udfordr dine egne mentale modeller nogle gange og helst ofte!
Opgaven i denne uge er derfor at gå og være lidt nysgerrig på dine egne mentale modeller.
Er de virkelig (stadig) sande?
Kunne der være noget vigtigt, du havde udeladt i dit billede af verden?
Hvor mangler du at se, at du bare kan ”hoppe” i stedet for at kæmpe med din nuværende og måske begrænsede model af verden?
Let’s gooooo! Kh Cat
Medlemstilbud
Har du en specifik udfordring, så kan du som medlem booke en personlig 30 minutters online-session til 750 kr. 250 kr. Skriv til mig direkte her